Korpset – Dag 3

4

JANUAR, 2017

Som man kunne se på tv, så skulle vi pege på hhv. den svageste og den stærkeste person i gruppen. Jeg er simpelthen så dårlig til sådan noget, jeg bryder mig bare ikke om det MEN der var jo ingen vej udenom, vi skulle jo igennem det allesammen. Jeg valgte som den svageste nr. 24, Benjamin. Jeg ville egentlig have valgt nr. 30 men jeg synes det var synd for ham, forbi så mange valgte ham så jeg valgte en anden. Nr. 24, Benjamin er i øvrigt en rigtig fin fyr og præcis som vist på tv, med hjertet på det helt rette sted. Faktisk er alle de andre øvrige 29 aspiranter nogle rigtig fede fyre. Jeg valgte nr. 12, Jacob til at være den stærkeste, fordi han var i toppen ved alle øvelser indtil nu, og han virkede til at være ret godt kørende.

 

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2

De som blev valgt som hhv. den stærkeste og svageste person, skulle så stå deres test i den efterfølgende øvelse. Jeg fik nr. 30 Henning som gruppefører. Vores opgave lød på at fragte en såret pilot hen til et pickup sted ca. 2km længere fremme og ”Piloten” bestod af en 80 kilo tung dukke. Den var møj tung! Sikke en lorte øvelse tænkte jeg da vi gik igang. Igennem skov og med hvad dertil hører af tjørnekrat, buskads og ujævnt terræn. Nr. 30, Henning synes jeg faktisk gjorde det okay,forstået på den måde at han var meget lydhør hvis man havde noget af sige og frisk på at prøve ens forslag af, og så er han meget sympatisk at tale med. Men han overlod styringen til os andre og den går alså ikke som leder. Når det så er sagt, så gik der sku lige en tand for meget kaffeklub i den og vi havde lidt for mange pauser. Nr. 6, Nick havde kompasset i starten og på et tidspunkt da jeg er for smadret i armene, bytter jeg med Nr. 6. Ingen tidligere erfaring betød at jeg lige skulle have en forklaring på hvordan det virkede. Det havde indtil nu gået ret langsomt og derfor hører jeg de andre om jeg ikke skulle løbe i forvejen for at se om der ikke var en bedre vej. Heldigvis finder jeg en brandvej som stort set er så jævnt som en forstadsgræsplæne og 1, 2, 3 så gik det stærkt og vi kom frem til mål.

Da vi kommer tilbage på basen, skal vi alle sammen en tur i smørregraven fordi nr. 12 har glemt sit kompas eller pas som han selv siger…haha. Dernæst skulle vi ud at løbe en tur på 10 km, med vores vandflaske. Bagefter løbeturen blev vi sat på 5 minutters beredskab, dvs vi skulle være ”ready to go” på 5 min.

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2

Da vi går igang igen, løber vi hvad der skal vise sig at være en opvarmningstur gennem sø, marker, strømhegn og vandtunnel indtil vi står i grusgraven! Sikke noget LORT tænker jeg og som jeg fortalte om på Dag 1, er grusgraven et rigtig lorte sted med 10-20 meter høje sandklitter, reb, mudret vand, sten, traktordæk, træstammer og diverse tung ammunition. Løb og sprint, op og ned af sandklitterne, slæbe alt muligt tungt møg frem og tilbage og op og ned… Efter et par timers workout i graven fra helvede, er mine arme og i særdeleshed overkrop godt træt, så da vi løber fra grusgraven tænker jeg, YES så vandt jeg endnu en omgang over den.

Vi får derefter af vide at vi har et pickup, et godt stykke derfra som vi skal nå. Når vi det ikke ,var det noget rigtig lort – for så kom vi ikke hjem. Da vi starter, skal vi løbe med ammunikationskasser á 10 kg stykket – pænt tungt efter alt det vi lige havde været igennem. Da vi når et stykke frem, kan vi se en lastbil og så får vi af vide at det er vores pickup og nu skulle vi sprinte som én i helvede. Det som ikke blev vist på TV var at vi sprinter ca. 500 meter og da vi når frem og får smidt alt incl. os selv ind bag lastbilen, så får vi af vide at det gik for langtsomt og vi skulle ud igen. PIS! En omgang sprint mere blev det til, og som man kunne se på tv var min ansigtsmimik noget presset.

Vi kører tilbage til basen og får afvide at vi skal gå direkte ind på spisesalen. LASAGNE, YES! Det var det første varme måltid i 3 dage – jeg var lykkelig. De belønner os fordi vi har givet den en skalle i dag tænker jeg og før min røv når at ramme bænken og gaflen med lasagne når min mund, kommer instruktørene skrigende ind og siger ”UD, UD…” og vi bliver sendt op i lastbilerne igen.

Da lastbilerne stopper står vi igen i grusgraven. FUUUUUCK!!!

Chef instruktør Rathsack fortæller os så at vi ”fortsætter indtil der er en som giver op” HELVEDE på jorden var begyndt! Bære træstammer frem og tilbage, op og ned og løfte dem op over hovedet. Op og ned af sandklitterne, op og ned af rebet, ”KOM NU ASPIRANTER, HURTIGERE – LAV 20 MAVEBØJNINGER, LAV 30 ARMSTRÆKKERE – KOM NU, KOM NU råber instruktørene. Jeg gik ind i mig selv og kom i en slags autopilot. Tankerne begyndte og jeg tænkte på tidligere løb som jeg havde deltaget i og hvad det var som gjorde at jeg kom igennem dem. Jeg skulle bruge nogle af de erfaringer til at komme igennem. Min vilje – Jeg VIL sku gennemføre det her. Jeg starter ikke på noget som jeg ikke mener jeg kan afslutte og det ville nage mig for evigt hvis jeg begyndte på det nu – FANEME NEJ! Alle de mange hårde træningstimer og alt den tid jeg havde investeret. Stine, min kæreste og alt den plads hun havde givet mig til træning og opmundring når jeg havde brug for det. Trukket læsset derhjemme med vores søn Alexander, vasketøjet, indkøb og rengøringen – JEG STOPPER IKKE FRIVILLIGT, ALDRIG!

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2

Jeg var fokuseret igen, træt men fokuseret. Tankerne var nu positive og jeg siger til mig selv at det ikke kan blive værre end det er nu, og hvor fedt jeg vil have det når vi slutter for i dag. Jeg kigger på de andre og forsøger og se om jeg kan spore nogen svaghedstegn, jeg kunne ikke se en skid! Vi fortsætter og bliver bare ved og ved. Efter 5-6 timer i grusgravs helvedet stopper det hele, da instruktør Rathsack fortæller os at nr. 29 Dennis har afleveret sit nummer pga. en skade. Selvom jeg føler med nr. 29 Dennis og sagtens kan sætte mig ind i hvordan han må have det ,er jeg sindssyg glad for at vi stopper – SLAP AF jeg er smadret! Da vi kommer tilbage til basen står lasagnen som vi efterlod, godt kold men jeg er ligeglad, det smager himmelsk og jeg er bare sulten. Efter maden var det tid til endnu en af intruktør Erik’s yoga lektioner. Det var faktisk rigtig godt at få strukket ordentlig igennem og vi snakkede, grinte og hørte lidt historier. Det blæste en del den aften, og da det så begyndte det at regne imens vi dyrkede yoga, ja så vi fik lov til at løbe ind og skifte til en militærjakke af en art som vi havde fået udleveret fra start hvis vi fik det koldt og det gjorde jeg. Den var SINDSSYG VARM! Kort tid efter vi slutter yoga timen, kommer instruktør Erik ind og spørger efter mig. Da jeg kommer ud fra sovesalen, får jeg trukket en sort hætte over hovedet og hænderne bundet om på ryggen med stribs. Han fører mig over til forhør og jeg får trukket hætten af og der sidder så instruktør Rune og Rathsack foran mig. Rathsack siger så; ”du sveder jo som et svin” haha… Ja, det gjorde jeg fandme, i den grad! Det var ellers stille og roligt og vi snakkede om det essay jeg havde skrevet. Uden at skulle genfortælle alt hvad jeg skrev i det essay, så er noget af det jeg frygter allermest er at ”fryse” i en presset situation! Ved det mener jeg, af skulle stå i en situation hvor jeg er max presset og skal reagere men er handlingslammet og kan ikke gøre andet end at se til. Det frygter jeg af alt. Forhøret slutter efter 10-15 minutters tid.

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2

Lidt senere bliver vi kaldt til samlingssalen. Nr. 4, Michael, nr. 24 Benjamin, nr. 28, Michael, nr. 16 Anton og nr. 30 Henning bliver bedt om at aflevere deres nr. og forlade kurset. Jeg misunder dem ikke og er sku ærgelig på deres vegne, for jeg ville selv have det mega stramt over at blive sendt ud efter alt det lort vi lige havde været igennem. Vi var nu 14 aspiranter tilbage…